Sørensen fik blod på tanden
[16.02 11:31] Sæsonen 2006 fik en meget stærk afslutning, for en af de normalt mere anonyme arbejdsheste på Team CSC, Nicki Sørensen. Det har givet den tidligere danske mester blod på tanden i forhold til at vise endnu mere i den kommende sæson, med Tour-deltagelse i juli som det helt store mål. Men han ved godt, konkurrencen er stor. I den forgangne sæson var det under Vuelta a España, at Sørensen fandt topformen, og pludselig sad med meget længe mellem de allerbedste. Det kastede i sidste ende en 28. plads af sig, selvom kræfterne især blev brugt på at hjælpe Carlos Sastre bedst muligt. Efterfølgende blev det også til en syvendeplads i Züri Metzgete og en 12. plads ved VM, samt flere andre mærkbare arbejdspræstationer af den rutinerede dansker. "Jeg havde håbet, at kunne holde den kørende, så jeg også kunne lave et stort stykke arbejde i Giro Di Lombardia, men der var ikke kræfter til mere. Men det var også længe, jeg var rigtigt godt kørende, så det gav helt klart nogle forhåbninger frem mod 2007," slår Sørensen fast. Den 31-årige dansker har kørt for Team CSC siden 2001 og 20. pladsen i Tour de France i 2002 gav det store Grand Tour-gennembrud. Han fulgte altså op på det i 2006-vueltaen, efter at han i 2005 havde vundet en etape i samme løb. Men nu vil han meget gerne tilbage og give sin hjælp til holdet i det største af løbene, Touren. "Jeg glæder mig til at komme igang med den nye sæson, og jeg tror på, at jeg kan komme op på samme niveau, og så forhåbentlig holde det så længe som muligt. Touren er et stort mål for mig, men ellers kunne Giroen måske også være en mulighed, for jeg ved selvfølgelig ligeså godt som alle andre, at konkurrencen er benhård om pladserne på holdet," siger Sørensen, der har nået en alder, hvor rutinen og de erfaringer, der er høstet med trænings- og løbsprogrammer, giver meget indsigt i hvad han selv indeholder og hvordan han kan få det bedste frem. "Jeg ved, at jeg stadig kan hjælpe holdet meget, hvis jeg kan finde samme form som i 2006, og det tror jeg meget på jeg kan," vurderer Sørensen, der er meget tilfreds med Carlos Sastres plads som holdkaptajn. "Carlos åbner meget for at de andre ryttere også skal køre deres chancer nogle steder, og jeg synes han har gjort det fantastisk i 2006. Han har en god indstilling altid og det bliver rigtigt spændende at se, hvad han driver det til med de erfaringer han høstede i 2006 efter at have kørt alle tre Grand Tours," lyder det fra danskeren. Sørensen har i løbet af karrieren taget ni sejre ved siden af sin store arbejdsindsats som hjælperytter. Det var i 2003 Nicki Sørensen blev dansk mester, og dermed bar Dannebrogstrøjen i Tour de France - hvem ved: Måske venter der et da capo i 2007..... |