NYHEDER
© Riis Cycling
Team Saxo Bank åbner forberedelserne til næste sæson

[25.11 12:02] Riis Cycling og Saxo Bank afholder en præsentation af det nye hold før den årlige team building camp.

Riis Cycling og Team Saxo Bank anno 2012 starter i næste uge forberedelserne til den nye sæson, når det nye hold, staff og holdledelsen mødes for første gang.

Denne gang går den årlige team building camp til Israel fra d. 29. november til d.11. december. Vanen tro er hovedfokus at integrere de mange nye ansigter i truppen og skabe den team spirit, som er en af Riis Cyclings kerneværdier.
Team building-samlingen vil denne gang være centreret omkring to temaer: Velgørenhedsarbejde til fordel for børn og unge og udbredelsen af cykelsporten globalt, og det bliver udført i et tæt samarbejde med den israelske filantrop Raya Strauss og Shimon Peres Center for Peace.
En del af opholdet er i Jerusalem, hvor byens borgmester, Nir Barkat, er vært.

Holdejer Bjarne Riis udtaler:

"Jeg synes virkelig, at vi har lavet et både meget anderledes og meget interessant program i samarbejde med Raya Strauss og Shimon Peres Center for Peace i Israel. Vi tror på, at det vil medvirke til at skabe en stærk holdånd og give alle vores ansatte en uforglemmelig oplevelse. Samtidig er det vores håb, at vi også kan vise, at cykelsporten faktisk tilbyder nogle unikke muligheder for at gøre en forskel for andre mennesker."

Før hele holdet rejser til Israel, afholder Saxo Bank og Riis Cycling en præsentation af det nye Team Saxo Bank. Præsentationen vil finde sted tirsdag d. 29. november kl. 10.00 i Saxo Banks hovedkvarter i Tuborg Havn.

Adressen er:
Philip Heymans Allé 15
2900 Hellerup

Pressen er velkommen til at overvære præsentation, og både holdets ryttere, sportsdirektører og Bjarne Riis vil være tilgængelige for kortere interviews efter præsentationen.

Tilmelding kræves, så giv venligst besked til pressechef Anders Damgaard, hvis du ønsker at være med til holdpræsentationen.

Pressekontakt:
Anders Damgaard, pressechef, Riis Cycling
Mob: +45 28 68 20 38
[email protected] 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2012 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com