Gustov forlænger med Saxo Bank-SunGard
[09.11 10:19] Ukraineren Volodymir Gustov fortsætter sin karriere hos Saxo Bank-SunGard.
Den erfarne hjælperytter og det danskbaserede World Tour-team er blevet enige om en ny aftale gældende for 2012-sæsonen.
"Volodymir er en af de mest loyale og driftsikre hjælperyttere i feltet. Han er en allrounder med solide evner i bjergene, og han har masser af erfaring at trække på. Oveni har han en rigtig god holdånd og er en rytter, alle på holdet kan lide at arbejde sammen med. Så jeg er glad for, at vi lavet en ny aftale," siger holdejer Bjarne Riis.
I denne sæson spillede 34-årige Volodymir Gustov en vigtig rolle i Alberto Contadors samlede sejr i Giro d'Italia, efter ukraineren kom til Saxo Bank-SunGard fra Cervelo. Gustov kørte også for Riis Cycling fra 2006 til 2008 og havde dengang også andel i Grand Tour-triumfer, blandt dem Carlos Sastres Tour de France-sejr i 2008.
"Gennem årene har jeg haft mange fantastiske oplevelser med holdet, så jeg er rigtig glad for, at jeg kan fortsætte her. Jeg synes, at setuppet er stærkt, jeg kan godt lide at arbejde sammen med Bjarne Riis og hans staff, og så er der ganske enkelt en god stemning på holdet," siger Volodymir Gustov. |